Gladsaxe styrker børnefællesskaber med stenalderprojekt
18. maj 2021
For at styrke børnefællesskaber inden skolestart har en gruppe små børnehuse i Gladsaxe allieret sig med en naturvejleder, der med udendørsaktiviteter og materialer fra BlivNaturligVis om stenaldertiden får kommende skolebørn tid til at vænne sig til større fællesskaber
I forbindelse med nybyggeriet af Børnehuset Egedammen, hvor man fra juni 2022 vil samle nogle af Gladsaxes små børnehuse, er man blevet opmærksom på, at børnene fra de små børnehuse ikke har erfaring med store børnefællesskaber, som dem, de møder, når de starter i skole. For at styrke børnefællesskaberne er Område Gladsaxes små børnehuse gået sammen med en naturvejleder om et projekt, der tager udgangspunkt i materialer fra Bliv NaturligVis, et samarbejde mellem Danmarks Jægerforbund og Danmarks Sportsfiskerforening, om stenalderbørnene Ask & Liv. På den måde får de kommende skolebørn lejlighed til at vænne sig til større fællesskaber, inden de skal begynde i skole.
Natur og udeliv skaber nye relationer
Projektet foregår i Gladsaxes tilbud, Natur- og Sejlklubben, ved Bagsværd Sø, og aktiviteterne styres af en naturvejleder. Ved at mødes på kryds og tværs med fælles aktiviteter klædes de kommende skolebørn på til at være iblandt mange andre børn, og derigennem skabe nye relationer.
- Det har stor betydning for børnefællesskabet, at børnene har vænnet sig til større fællesskaber, inden de starter i skolen. Derfor var det oplagt at samarbejde med Natur- og Sejlklubben, fordi alle børnehusene arbejder med natur og udeliv som en del af deres projekt. Og dette projekt giver de kommende skolebørn mulighed for at mødes på tværs i Natur- og Sejlklubbens naturskønne omgivelser, der på en neutral grund er grobund for nye venskaber, fortæller Malene Hirth, leder af Børnehuset Vibevænget i Bagsværd.
Stenalderliv som samarbejde
I Natur- og Sejlklubben holder naturvejlederen en fast rytme, hvor børnene også kan være med til at styre processen. Først ankommer børnene i børnehusenes nyindkøbte ladcykler. Så bygger de huler af presenning og liggeunderlag. Inde fra hulen lytter de til dagens Ask & Liv historie. Når historiefortællingen er ovre, har naturvejlederen forberedt en aktivitet til børnene. For eksempel at snitte pinde til at bygge bue og pile.
- Det er vigtigt at børnene får lov til at deltage på hver deres niveau. Jeg har fokus på en variation af faste aktiviteter, leg og tid til egen fordybelse. Så er der samarbejdet mellem pædagogerne og mig som naturvejleder – alle byder ind og bidrager til projektets udvikling. For eksempel inddrages Ask & Liv i de faste opgaver, pædagogerne skal lave i forhold til overgangen til skole, fortæller naturvejleder Mai Haugård Westhoff.
Børnene snitter pinde til at bygge bue og pile med.
Naturen som læringsrum
Med historiefortællingerne om Ask & Liv og naturvejlederens aktiviteter får børnene indblik i, hvordan det var at leve ude i naturen i meget gamle dage. Børnene bygger huler, klatrer i træer, lærer at tænde bål, rører ved dyr, snitter pile og laver deres egen bue, som de skyder til måls med. Gennem aktiviteterne, lærer børnene også at være i og bruge naturen – og ikke mindst at vise hensyn til den.
- Naturvejlederen inspirerer medarbejderne til at arbejde med børnene i naturen på nye måder. En viden som de enkelte medarbejdere arbejder videre med i børnehusene, så projektet lever alle dage, fortæller Malene Hirth.
Område Gladsaxe overvejer, om Ask & Liv-forløbet i Natur- og Sejlklubben skal gentages med de nye kommende skolebørn efter sommerferien.
De kommende skolebørn får lejlighed til at vænne sig til større fællesskaber, inden de skal begynde i skole.
I Bliv NatuligVis er man også glad for projektet.
- Det er dejligt, at vores materialer kan bruges til at styrke fællesskaber, som det der sker i Gladsaxe. Og vi håber, at Ask & Liv-materialet kan inspirere til, at rigtig mange børn og voksne kommer mere ud og lærer om den natur, som er lige udenfor døren, siger Jens Nedergaard fra Bliv NaturligVis.
Børnehusene startede med at mødes i Natur- og Sejlklubben i efteråret 2020 og mødes hver onsdag frem til slutningen maj 2021, hvorefter børnene starter i skole.
Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.