Skole i Gladsaxe tester virtual reality mod mobning
24. juni 2021
Grønnemose Skole er i gang med et pilotprojekt, der skal vise, hvordan man kan bekæmpe mobning på en helt ny måde – nemlig via virtual reality
Elever på Grønnemose Skole i Gladsaxe udvikler en interaktiv VR-film, der både indeholder og bearbejder mobbesituationer.
I Gladsaxe Kommune samarbejder Grønnemose Skole med virksomheden Takeawalk om et pilotprojekt, der skal vise, hvordan virtual reality (VR) kan bruges til at løse og forebygge mobning i skolen. Derfor er to klasser i gang med at udvikle en interaktiv VR-film, der både indeholder og bearbejder mobbesituationer.
Projektet skal være med til at skabe helt nye muligheder for, hvordan man kan starte en dialog med og mellem eleverne om valgene, de træffer undervejs i VR-filmen. Det handler blandt andet om, hvordan eleverne oplever mobberen, mobbeofferet og eventuelle tilskuere.
Bidrager med ny viden
På Grønnemose Skole er de glade for at være en del af pilotprojektet, som også er en mulighed for at bidrage med ny viden til området.
- Ved at tage del i det her pilotprojekt, får vi både lov til at gå forrest og bidrage til helt ny viden om, hvordan VR kan bruges i det forebyggende arbejde mod mobning, og samtidig får vi sat fokus på, hvordan alle kan bidrage til et godt og trygt fællesskab, siger skoleleder Irene Holmquist og fortsætter:
- Den enkelte elev får mulighed for at opleve konsekvenserne af de valg, man træffer i sociale sammenhænge. At kunne agere og bidrage positivt til fællesskaber er en vigtig del af folkeskolens dannelsesopgave. På den måde sikrer vi, at eleverne får de bedste forudsætninger for at blive aktive samfundsborgere.
8. klasse laver VR-film til 5. klasse
Hele forløbet er tilrettelagt som et samarbejde mellem en 5. og 8. klasse. Projektet begyndte derfor med en fælles brainstorm, hvor begge klasser bidrog med idéer og eksempler på mobning. Herefter begyndte eleverne i 8. klasse at lave storyboards og producere 360° VR-film ud fra mobbescenarierne.
Det endelige slutprodukt bliver en interaktiv VR-film, som skal præsenteres for eleverne i 5. klasse. Gennem VR-briller kan 5. klasseeleverne træde ind i en virtuel verden, hvor de på nært hold kan opleve og bearbejde mobning. Alt imens den enkelte elev bliver medskaber af sin egen VR-fortælling.
Et spindelvæv af valg og konsekvenser
Eleverne i 8. klasse har især valgt at arbejde videre med scenarier, hvor børn bliver mobbet på grund af deres udseende – for eksempel vægt, etnicitet eller højde.
- Her går eleverne ind og laver et storyboard for de forskellige valgmuligheder, man står overfor, når man overværer situationen. For eksempel om man vil sige det til en voksen, konfrontere mobberne eller være passiv. Hver gang man træffer et valg i VR-filmen, oplever man konsekvenserne af det og kommer til at stå over for et nyt valg. Derfor handler processen også om, at eleverne skal udtænke et spindelvæv af forskellige valg og konsekvenser, siger lærer Martin Jensen.
Ambitionen med projektet er også, at elevernes VR-film kan inspirere medarbejdere og forældre til, hvordan man kan tage hånd om mobning i skolen.
Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.